Syv møller på toppen af Møllebakken.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen
Kun det trænede øje kan stadig se spor af møllerne på Møllebakken. Sådan et eller faktisk to fik vi med på en tur over Møllebakken.
Det har gennem årene undret lokalhistoriker Palle Bruun Olsen, at Kalundborg-møllernes historie tilsyneladende aldrig er undersøgt nærmere.
Det har han gjort noget ved, og han har skrevet en beretning om møller og møllere på Møllebakken, og har på den måde gravet et spadestik dybere i Kalundborgs møllehistorie.
Man ved ikke med sikkerhed, hvornår de første møller blev opført på Møllebakken, men i den lokalhistoriske litteratur er der tidligere blevet gættet på årene 1250-1300.
Nøgen og forblæst banke
I dag er det svært at forestille sig Møllebakken uden træer, men frem til midten af 1800-tallet var Rugbanken eller Rugbjerget en nøgen og forblæst bakke, der var som skabt til vindmøller.
”Pudsigt nok fortrænger navnet Møllebakken først Rugbanken i de officielle dokumenter, da vindmøllerne op gennem 1800-årene synger på sidste vers,” fortæller Palle.
I dag er der stort set kun navnene Møllebakken, Møllestræde, Møllevej og Møllehaven, der vidner om fortidens mølleri i Kalundborg.
Selv om den ikke hedder sådan, så er den øst-vestgående sti tværs over Møllebakken den gamle møllevej, hvor bønderne kørte kornet til en af møllerne for at få det malet til mel.
Møllernes placering kan kun med sikkerhed bestemmes for fire ud af de syv. De syv møller var Kalundborg Slots Ladegårds mølle, Gregersens mølle, Boisens mølle, Hillerups mølle, Stubmøllen, Peterminde mølle og Ulstrups mølle.
”Der er ingen tvivl om, at det knagede og bragede nede i byen, når alle syv møller på toppen af Møllebakken malede,” forestiller Palle Bruun Olsen sig.
I 1700-tallet var der ingen vindmøller i landsbyerne på Kalundborgegnen. Først med den frie nærings indførelse kom der gang i opførelsen af vindmøller uden for købstaden, og bønderne behøvede ikke længere at køre ind til Kalundborg for at få malet deres korn.
Bakkens møller tabte i konkurrencen
Grundloven af 1849 varslede fri næring, og dermed blev mølleejernes privilegier truet. Da møllernæringen blev givet fri i 1852, dog med en 10-årig overgangsperiode til 1862, fik møllerne i Kalundborg konkurrence fra de møller, der snart opførtes i omegnens landsbyer. I 1891 sluttede møllesagaen på Møllebakken endeligt, da det ikke længere var rentabelt at drive møller på stedet. Flere af møllerne blev flammernes bytte.
De to sidste møller, der forsvandt, var Gregersens og Ulstrups møller.
På tur med det trænede øje
Kun det trænede øje kan stadig se spor i Møllebakkens landskab, som fortæller, hvor nogle af møllerne engang stod.
Et sådant trænet øje har Palle Bruun Olsen, og derfor kan man ikke ønske sig en bedre guide end ham til en tur på udkig efter møllespor på Møllebakken.
Turen begynder tæt på cirkuspladsen og det lille redskabsskur, og der går ikke lang tid, før Palle udpeger det første plateau, hvor der engang stod en mølle. Det var Ulstrup mølle, der hed sådan efter sin ejer.
Plateauet befinder sig omtrent mellem vandtårnet og privatboligen, der er bygget, hvor møllehuset engang lå. Med Ulstrups Mølle gik det meget sørgeligt, faktisk brændte den hele to gange, sidste gang den 6. marts 1891.
Møllen malede sig selv i brand og slukningen var besværlig.
Det vidner en avisomtale i Kallundborg Avis om. Avisen kritiserer det lokale brandkorps:
”I morges kl. lidt over 7 opdagedes der ild i hatten på den såkaldte Ulstrups mølle på Møllebakken. Som bekendt er det et alt andet end mobilt brandkorps, der eksisterer her i byen, og først henad kl. 8 skete den sædvanlige brandalarm med klemtning og tuden i horn.
Da sprøjterne derefter ankom, nr. 1 endog med hest for, og der med megen besvær blev skaffet vand op ad bakken, viste det sig temmelig overflødigt at øve sine kræfter på det i den grundmurede underbygning opflammende bål, og man indskrænkede da også sine anstrengelser til at slukke de nedfaldne vinger og bjælkestykker, hvad der til dels også lykkedes.
Efter hvad der er oplyst skyldes ilden selvantændelse, idet den stærke storm allerede i løbet af gårsdagen har løbet ”persen” (vindmøllens bremse) varm, og rimeligvis har ilden ulmet hele natten, for endelig ved daggry at bryde ud.”
På den dramatiske måde forsvandt Ulstrups Mølle for altid.
Gregersens Mølle blev nedtaget og flyttet.
Stubmøller ombygget til hollandske møller
Endnu et mølleplateau åbenbarer sig syd for vandtårnet. Her stod den mølle, der bare hed stubmøllen. Det var den eneste mølle på Møllebakken, der aldrig nåede at blive en hollandsk mølle. Stubmøllen blev i 1861 nedtaget og flyttet til Uggerløse ved Holbæk.
Det specielle ved en stubmølle er, at her er det hele møllehuset, trækassen, man drejer op mod vinden ved hjælp af en lang stang. På en hollandsk mølle er det kun hatten, hvor vingerne sidder fast, der drejer.
Alle møllerne på Møllebakken, undtagen en, blev i løbet af 1830´erne og 1840´erne omdannet fra stubmøller til hollandske møller, der var meget nemmere at betjene.
På arbejde i rebslageriet
Møllebakken var også hjemsted for både rebslagerier, garverier og grusgravning, og Palle Bruun Olsen kalder Møllebakken for Kalundborgs første industriområde.
På et maleri af A.E. Kieldrup fra 1847 ses forrest Gregersens mølle, bag den ses hatten af Boisens mølle, og forrest til højre ses en åben reberbane.
Den gamle reberbane kan i dag ses som en lang slugt i terrænet. På lange baner slog man reb blandt andet til skibe.
I 1816 kom en ung rebslager, Jørgen Peter Bentzen, til Kalundborg, og han fandt slugten syd-vest for Gregersens mølle velegnet til at bygge en reberbane, og det er den, der kan ses på Kieldrups maleri.
Senere byggede Bentzen en lang bygning med en overdækket reberbane, hvor man kunne arbejde i tørvejr.
Reberbanen blev drevet af familien Bentzen i tre generationer, og Jørgen Peter Bentzens barnebarn Anna Cathrine Bentzen har givet en øjenvidneberetning om arbejdet med at slå reb.
”Da jeg var 14 år, det var i 1910, begyndte jeg at hjælpe min far på reberbanen. Jeg drejede det store hjul for ham. Jeg holdt meget af at være på reberbanen, og jeg mindes endnu den lune og hyggelige atmosfære i den mørke tid af året, når vi kunne tænde de 14 petroleumslamper ned gennem den 100 alenlange reberbane.”
I borgmesterens baghave
Da arbejdet med rebene ophørte, blev bygningerne brugt som opbevaringssted for dyrskuemateriel. De stærkt forfaldne bygninger blev revet ned i 1968.
Palle Bruun Olsen fortæller, at det var en yndet sport blandt børnene i Kalundborg at stå oppe på bakken over den gamle reberbane og kaste sten mod taget for at høre, hvor højt det lød.
Han har også en finurlig forklaring på nedrivningen. Reberbanen lå nemlig næsten i baghaven til daværende borgmester J. Hagemann-Petersen villa på Møllebakken, og sådan en ruin brød han sig ikke om at kigge på.
Folkeviddet vil også vide, at borgmesteren stod bag navneændringen fra Lille Møllestræde til Møllebakken, noget der gav anledning til nogen adresseforvirring.
En mand af Hagemann-Petersens volumen kunne jo ikke bo i et stræde!
Garvere og gravere på Møllebakken
Kalundborgs første industriområde omfattede også garvning af skind, idet der var tætte slægtsrelationer mellem Møllebakkens møllere og garvere.
Hvidgarverne lavede skind til handskeproduktion, gravede skindene ned i jordkuler med blandt andet urin for at få hårene til at slippe skindet. Det har lugtet fælt, og man mener, at en del af den ildelugtende garvervirksomhed har været henlagt til Møllebakken.
Der blev også gravet både grus og ler på Møllebakken, og grusgravningen efterlod efterhånden bakkens overflade med dybe kløfter og stejle skrænter.
