Asnæshalvøen

Er du til vand, frisk luft, oldtidshøje, økologi, barok, symmetri eller statshusmandsbrug?
– Eller er du måske interesseret i det hele? – I begge tilfælde skulle du besøge Asnæs-halvøen!

Her er du tæt på vandet, ja, du kan trave rundt om Asnæs-spidsen og se på den vilde flora og somme tider også kvæg på græs.
Du kan se helt til Fyn, eller du kan bare sidde og tænke over livet i solnedgangen, medens du trækker en masse frisk luft ind i lungerne.
Hvis du er i bil, er der plads til den på P-pladsen ved Havnemark. Men du kan selvfølgelig også cykle – bakkerne er små, og du kommer let frem.
På sydkysten kan du være heldig at se en sæl sole sig på en stor sten i fjorden, og du kan se på gravhøje flere steder i skovene.
Gravhøjene skal du nok forberede dig lidt på – de kan være spændende at finde blandt de høje bøge!

Et enkelt folkesagn knytter sig til Asnæs, det er sagnet om Sortenstenen. Sortenstenen ligger ud for Asnæs  ordkyst ved Forskovens nordøstligste hjørne.
Ud for Røsnæs sydkyst i nærheden af Vindekilde ligger en anden stor sten, der kaldes Blak.
Sagnet beretter, at Sortenstenen er kastet af kæmpen Refs på Røsnæs mod kæmpen As på Asnæs.
Som hævn kastede As til gengæld Blak mod Røsnæs. I begge sten findes aftryk af kæmpernes fingre.

Økologien kan du opleve ved at besøge gården Mineslund, som en gang imellem holder åbent hus – det vil sige kostaldene med nyfødte kalve.
Her kan du også proviantere økologisk mad i gårdbutikken. Kød, der smager af noget og giver ny energi – slet ikke dårligt efter en frisk tur i naturen.
Inden du kører tilbage fra stilheden til byen, skal du nok lige køre forbi nogle af Danmarks mest markante statshusmandsbrug – de ligger på rad og række på sydsiden af Asnæs som resultat af en kæmpemæssig udstykning af Lerchenborg Gods.
De er veltegnede og pænt byggede og har en beliggenhedsværdi, der ikke er til at komme uden om.

Du bliver i godt humør af et besøg på Asnæs!

En tur på Asnæs slutter ikke, før du har undt dig selv et kig på Lerchenborg Slot. Kom vestfra og du vil opleve en streng symmetri i bygningerne og gårdspladsen og et pragtfuldt bygningsværk fra barokken.

Hvis du ikke nåede at se det hele, så kom igen – Asnæs byder altid på oplevelser, f. eks. dejlige traveture i skovene, hvor du meget nemt kan møde et rådyr og næsten slet ikke kan undgå at blive forskrækket over en opfarende fasan, og hvis du lige pludselig hører en bankende lyd, kan det være spætten, der hamrer løs på en træstamme Velkommen på Asnæs!

Info

Flere oplevelser