Om byen
Fakta om Kalundborg
Demografi
Kalundborg by: 16.370 indbyggere
Kalundborg Kommune: 48.681 indbyggere
81 indbyggere pr. km2
Geografi
Kalundborg Kommune: 604 km2
Kystlinje: 160 km
Badestrande: Gisseløre, Vesterlyng, Mullerup, o.fl.
Klima
Temperatur, gennemsnit
Hele landet: 9,4°
Kalundborg: 10,2°
Solskinstimer / år
Hele landet: 1.729 timer
Kalundborg: 1.823 timer
Nedbørsmængde / år
Hele landet: 905 mm.
Kalundborg: 670 mm.
Evt. henvendelser om yderligere information, besøg, guidet byvandring eller andet rettes til Kalundborg Turistforening på
Mail: info@kalundborgturistforening.dk
Telefon: 40 15 82 12.
Grundlæggeren
Esbern Snare byggede borgen i Kalundborg og betragtes dermed som byens grundlægger. Han levede fra 1127 til 1204, og i dag kan kalundborgensere og egnens gæster møde ham i egen høje person på Kalundborgs gamle torv. Der står han i skikkelse af en statue skabt af billedhuggeren Erik Varming. Statuen blev afsløret den 25. september 1997 af daværende kulturminister Ebbe Lundgaard. Den består af sten fra næsten hele verden.
Statuen står på et fundament af granit og selve korpusset er af rød Tranås-granit. Rundt om sit hoved bærer Esbern Snare et pandebånd, et sejrsbånd. Øjnene er i hvidsten med indlagt blå granit, og de stirrer ud i fremtiden. Brynjen er grøn, og medaljonen foran er et korsfarersymbol. Bag Esbern Snare ses en basilisk, et fabeldyr.
Symbolsk vender Esbern Snare ryggen til det onde og går fra den mørke, hedenske tid ind i den lyse kristendom, symboliseret ved Vor Frue Kirke, som byens grundlægger kigger på. På den måde gør Erik Varming med sin symbolik datidens tanker synlige.
Røsnæs
Porten til Røsnæs
På halvøen Røsnæs vest for Kalundborg kan I opleve en storslået natur med stejle klinter og betagende udsigter.
For at få størst muligt udbytte af Røsnæs-turen, kan I starte den med et besøg i naturrummet på Røsnæsvej 233. Rummet er en velkomstportal til de naturoplevelser, der venter. Her er kort over halvøens attraktioner, cykel- og vandreture samt p-pladser. Besøgende kan nemlig komme rundt på Røsnæs både til fods, på cykel og i bil, og der er masser af steder egnet til en frokost i det grønne.
I naturrummet er der også en oversigt over Røsnæs Rundt. Det er landemærker, landmarks, det vil sige markeringer af opholds- og formidlingssteder i landskabet rundt om på Røsnæs. Der er fine chancer for at opleve Røsnæs i solskin. Klimaet på Røsnæs hører nemlig til det mest tørre og solrige i Danmark, og det specielle klima har stor betydning for halvøens plante- og dyreliv.
Røsnæs Fyr og Café Fyret
Sjællands vestligste punkt er spidsen af Røsnæs, og her ligger Røsnæs Fyr. Det blev bygget i 1844-46, og fra fyrets top er der udsigt over Røsnæs, Kalundborg Fjord, Storebælt, Sejerøbugten og i klart vejr helt til Samsø og Fyn. Skovhjælperne, der er borgere i beskyttet beskæftigelse, guider gæster op i fyret. I den gamle fyrmesterbolig er der en udstilling af Røsnæs historie fra oldtid til nutid.
Gisseløre
Danmarks Radio, København-Kalundborg.
Sådan blev Kalundborgs navn fra den 29. august 1927 kendt langt ude i den store verden, fordi bynavnet indgik i stationskendingen i udsendelser sendt fra radiostationen på Gisseløre.
Senderen og de to karakteristiske 147 m høje tårne ved Kalundborg Fjord er blevet et vartegn for Kalundborg næsten som den femtårnede kirke.
Baggrunden for radiostationens opførelse var, at sendeforholdene for den nye statsradiofoni, der startede 1. april 1925, var utilfredsstillende, og der skulle derfor findes en god placering til en kraftig centralstation for radiofonien.
Den flade landtange Gisseløre var den bedst mulige radiotekniske placering for en sender, og dér blev Kalundborg Radiofonistation placeret.
Forud gik en heftig diskussion, hvori blandt andre Danmarks Naturfredningsforening deltog.
Den lokale formand, J.S. Møller, kredslæge og stifter af Kalundborg Museum, frygtede, at sådan et par ”Eiffeltårne” på Gisseløre ville knuse den femtårnede kirke, når man kom sejlende til byen.
Kirken overlevede, og der sendes stadig radio fra Gisseløre.
Udsendelserne kan høres på FM, og lytterne er danskere i udlandet.
Gisseløre Strand
Kalundborg Kommune har en kystlinje på 160 km, så der er aldrig langt til stranden og et forfriskende bad eller en travetur langs vandet.
Den mest bynære strand i Kalundborg er Gisseløre Strand tæt på centrum.
Stranden byder på to offentlige badebroer til fri afbenyttelse. Den ene er til rådighed hele året til glæde for vinterbaderne.
Kirken
Vor Frue Kirke knejser med sine fem tårne oppe på banken i Kalundborgs gamle middelalderby Højbyen.
Kalundborgs grundlægger Esbern Snare blev tidligere nævnt som bygherre for det imponerende bygningsværk, men nyere forskning giver hans datter Ingeborg og hendes mand Peder Strangesen æren for kirkens opførelse, sandsynligvis omkring 1220.
Selvom kirken ligner en borg, har den aldrig været et led i byens forsvar.
Dens udseende skal lede tanken hen på Det himmelske Jerusalem, som man i middelalderen forestillede sig som en befæstet by med fem tårne.
De senere år er Kalundborg blevet markedsført som korstogsby, og det interesserer ikke mindst byens krydstogtgæster, der fortrinsvis er britiske.
Kirkens gæster bliver ofte forbavsede, når de besøger den første gang, over hvor lille den synes bag det magtfulde ydre.
Det bør dog ikke få nogen til at undlade et besøg.
Gæsterne kan blandt andet nyde billedskæreren Lorents Jørgensens altertavle i barokstil.
Middelalderbyen
Kalundborgs middelalderby, Højbyen, rummer en af Danmarks største samlinger af velbevarede middelalderhuse, og der er bestræbelser i gang på at få Højbyen sat på Unescos verdensarvsliste.
Blandt perlerne er den gulkalkede bygning i Adelgade, Bispegården, der var den katolske Roskilde-biskops ejendom, og her boede biskoppen, når han var på visitats i Kalundborg.
Efter en renovering i 1978/81 blev Bispegården indrettet til galleri, og her er der skiftende kunstudstillinger året rundt – med gratis adgang. Bispegårds-komplekset omfatter også den røde munkestensbygning, Det gamle Rådhus.
Her samledes Kalundborg Byråd til møder indtil kommunesammenlægningen i 2007.
Da var der ikke længere plads til alle den nye storkommunes byrødder i de middelalderlige rammer, og byrådet flyttede til det nye rådhus i Kalundborgs østlige del.
Blandt de middelalderlige stenhuse er Præstegade 23, der har været brugt som præstebolig.
I 1853 blev huset indrettet til sygehus, men det var det ikke velegnet til. Huset ejes i dag af Nationalmuseet og betegnes som Danmarks måske bedst bevarede verdslige middelalderhus.
Der er adgang til huset ved særlige lejligheder.
Skråt overfor ligger Kirkeladen, der blev bygget til tiendemagasin.
Her blev kirkeskatten i form af korn afleveret.
Efter reformationen blev bygningen brugt til latinskole. Siden 1974 har bygningen rummet mødelokaler for menigheden i Vor Frue Sogn.
I kirkegårdsmurens nordvestlige hjørne ligger præsteboligen fra omkring 1400.
Huset blev brugt til rektorbolig, fattigskole og er nu ligkapel.
Det grønne Kalundborg
Der er gode muligheder for bynære skovture i Kalundborg, for skove, lunde og parker ligger ganske tæt på byen.
Det gælder for eksempel byparken Møllebakken, et grønt område med fin udsigt over fjorden, havnen, den gamle bydel og den femtårnede kirke.
Møllebakken har sit navn fra de syv stubmøller, der engang stod på bakken.
Du kan bestige bakken direkte fra Kalundborgs hovedgade Kordilgade.
Fra Solskinspladsen fører Møllebakketrappen op til Møllebakken.
Klosterskoven
Lidt længere mod nord, men stadig i gåafstand, finder du Kalundborgs nyeste skov, Klosterskoven, der kan takke et skovrejsningsprojekt fra 1995 for sin tilblivelse.
Kystskoven
Ca. tre km fra centrum mod vest ligger Kystskoven, der hørte under det gamle Kysthospital. Skoven er fredet, og det kuperede terræn byder på både skrånende plæner, skyggefulde alléer og lysninger.
Ellinglund
Ellinglund er et lille lystanlæg lidt vest for Kalundborg. Det indbyder til at slå sig ned på en bænk ved søen, måske fodre ænderne eller bare nyde freden.
Kirkegården
Den højt beliggende Kalundborg Kirkegård, Sct. Olai Kirkegård, ligner med sine vidtstrakte, skrånende grønne områder mest af alt en park med plæner, høje, skyggefulde træer og en lille sø.
Nærmeste nabo er byparken Møllebakken og en spadseretur dér kan sagtens udstrækkes til kirkegården, hvor besøgende er meget velkomne.
Shopping
Er du til shopping er den gamle købstad Kalundborg det rette sted, for her finder du det hele. Der er et rigt udvalg af specialforretninger, og supermarkederne ligger på stribe med alt inden for dagligvarer. Gå for eksempel en tur ad Kordilgade og få et godt indtryk af byens forretnings- og caféliv.
Snyd ikke dig selv for en lille tur ad Skibbrogade, hvor den nordligste del er gågade. Her kan du få en fin, fransk fornemmelse af, at du befinder dig i en bid af latinerkvarteret i Paris med et godt udvalg af kunsthåndværk, genbrug og litterære fristelser.
Solskinspladsen
I Kordilgade finder du Solskinspladsen, et godt navn der fører tankerne hen på Kalundborgegnens gode klima med mange solskinstimer. På denne plads lå engang Carl Emils Spisehus. Det hus kan du gense i Den Gamle By i Aarhus, hvortil det blev flyttet i 1930 og genopstod som Hattemagerens Hus. Fra Solskinspladsen fører trappen op til Møllebakken. Møllebakketrappen fra 1932 er opført af sten fra marker i Kalundborgs nærmeste omegn.
Nordens Carcassonne
Middelalderens Kalundborg har været et enestående anlæg bestående af hele to borge, en for hver ende af den befæstede bykerne over hvis højeste punkt Vor Frue Kirke hævede sine fem tårne.
Forestillingen om dette mageløse anlæg fik arkitekturhistorikeren Wilhelm Lorentzen til at bruge tilnavnet Nordens Carcassonne om Kalundborg med henvisning til en af Europas mest berømte fæstningsbyer i Sydfrankrig.
Det første borganlæg, Vestborgen, blev opført af Esbern Snare i 1100-tallet til værn mod sørøvere, der hærgede kysterne.
Udgravninger har vist, at borganlægget dannede en trekant omsluttet af en ringmur af kampesten.
To porttårne bevogtede det sydvestlige hjørne og broen over voldgraven til byen. Man kan stadig se resterne af et kælderrum i Ruinparken, hvor omridset af borgen kan følges. Ruinerne af Esbern Snares borg blev fundet i 1907 i forbindelse med forberedelse til opførelse af et hus.
Nøjagtig samtidig blev ruinerne af Esbern Snares bror Absalons borg under Christiansborg i København fundet. Slottet mod øst tilskrives Valdemar Atterdag, der var konge fra 1340 til 1375. Det mægtige slot bestod af et femfløjet bygningskompleks omgivet af dobbelte ringmure.
Kalundborg Slot var i 1300-1400 tallet et af Danmarks vigtigste slotte. Her samledes konger og stormænd til politiske forhandlinger, og i krigstid var Kalundborg et militært støttepunkt. Rigets arkiv blev opbevaret i det store tårn Folen. Fundamenterne til Folen og et nærliggende mindre tårn, Fars hat, er i dag de eneste synlige rester af det store slot.
Vandkunsten
Midt i Kalundborg, hvor Vænget og forretningsgaden Kordilgade mødes, står en vandkunst.
Den består af en glasskulptur, et bassin og en vandtrappe, ad hvilken vandet risler ned ad trinene. Kilder fra den nærliggende Møllebakke står for vandforsyningen.
Vandkunsten er udført af kunstnerne Britta Madsen og Søren Gøttrup. Alt efter hvorfra skulpturen betragtes, forestiller den en kvinde eller en mand. Kvinden kigger i retning mod gågadens butikker, mens manden skuer ud over vandet.
Skulpturen blev skænket til Kalundborg af en borger, nu afdøde Finn Assens, der var arkivar.
Klokkespillet
Finn Assens donerede også penge til klokkespillet i Vor Frue Kirke, der flere gange hver dag spiller kendte salmer og sange alt efter årstiden.
Finn Assens begrundelse for de gavmilde donationer var ønsket om at glæde andre.
Kalundborg Korsriddertapet
I 2015 skænkede foreningen Vævere i Vestsjælland en smuk gave til Kalundborg Museum:
En syv meter lang gobelinvævning med navnet Kalundborg Korsriddertapet.
Tapetet fortæller historien om Kalundborgs grundlæggelse med anlæggelse af Vestborgen, de baltiske korstog, bygningen af den femtårnede kirke og slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219, hvor Dannebrog dalede ned fra himlen.
Korsriddertapet kan ses på Kalundborg Museum som en del af museets faste udstillinger.
Museet
Kalundborg Museum blev stiftet i 1910 og er nu en del af Museum Vestsjælland, en museumsorganisation bestående af statsanerkendte kulturhistoriske museer i Midt- og Vestsjælland. Museets rammer er Lindegården, en stor sekslænget gård i bindingsværk fra 1500-tallet.
Lindegården er bygget oven på rester af Valdemar Atterdags middelalderlige bymur og ligger mellem Kalundborgs vartegn, den femtårnede Vor Frue Kirke og Esbern Snares borg fra 1100-tallet. I museets samlinger kan du få belyst den kulturhistoriske udvikling på Kalundborgegnen fra oldtid til nutid. Især beskæftiger museet sig med vikingetiden, korstogstiden, middelalderen samt havnehistorie.
Museet byder også på skiftende specialudstillinger i løbet af året.
Gyths Gård
”Jeg elsker den lille stille by og bedstefars rolige gård med den lange facade, der ligger så fornemt tilbagetrukket i lindeskygge og foran det lille torv, hvor græsset gror mellem brostenene”.
Sådan oplevede nobelpristageren Sigrid Undset tærsklen til Kalundborgs middelalderkerne Højbyen. Sigrid Undset blev født i 1882 i Gyths Gård på Torvet hos sine bedsteforældre på mødrene side. Hendes mor var dansk og hendes far norsk. Under en rejse blev faderen, der var arkæolog, syg, og han og hans højgravide kone tog ophold hos hendes forældre i Kalundborg. Derfor blev Sigrid Undset født i Kalundborg, og hendes forældre opholdt sig her som nygifte, indtil de i 1884 flyttede til Norge.
En mindeplade for Sigrid Undset på bygningen, der stadig ligger i lindetræernes skygge, vidner om hendes tilknytning til Kalundborg.
Vor Frue Kirke, Kalundborg